Folk co-creater. Hvad gør din virksomhed?

I mit sidste indlæg skrev jeg, at man som virksomhed kun skal være på de sociale medier, hvis man har tid og lyst. Men jeg løj. På en måde. Som virksomhed kan man nemlig ikke undgå at eksistere online – om man ønsker det eller ej. For at det bliver succesfuldt, skal du have “tid og lyst”.

Brand co-creation – du kan ikke løbe fra det

Groft sagt, så kan man som virksomhed ikke undgå co-creation på de digitale medier. Den førhen analog kundeoplevelse er nu blevet digital og folk holder sig ikke tilbage for at dele indtryk, holdninger og ideer.

Det er især tydeligt på Yelp, blogs og TrustPilot, men også på Instagram, Twitter og Facebook har folk samtaler om din virksomhed – om du vil det eller ej. Jeg fandt et godt eksempel på det, da jeg skulle søge en stilling hos en stor dansk virksomhed, som endnu ikke er på sociale medier. Ja, de findes stadig.

Med en hurtig søgning på Facebook fandt jeg to uofficielle Facebooksider, hvor der lå et par gode og et par dårlige anmeldelser af virksomheden. Da jeg rullede ned, fandt jeg også et par billeder fra, hvad der lignede en årlig firmadag, som nogle af medarbejdere havde delt. Når jeg ser sådan noget, så kribler det i mine fingre.

For der ligger så meget potentiale i det. Ikke blot i at håndtere de dårlige kundeoplevelser, men også i de positive historier; kunderne engagerer sig og medarbejderne er stolte af at arbejde hos virksomheden. Og som jeg forklarede i mit tidligere indlæg, det er jo helt fantastisk, at folk engagerer sig i din virksomhed. For dine kunders verden drejer rundt om deres egen akse. Ikke din virksomheds. Så hvorfor “blander” folk sig (læs: co-creater)? Det er netop det, som jeg undersøger i mit speciale. Men en forklaring kan være, at din virksomhed har gjort noget, som har berørt personens virkelighed på sådan en måde, at det udløser en reaktion.

Er du en passiv, aktiv eller proaktiv co-creater?

Så hvordan forholder din virksomhed sig så til denne reaktion (læs: co-creation)? Er I passive, aktive, proaktive? De fleste vil nok svare passiv, måske aktiv. Tænk på det, som din virksomhed kan skabe, hvis I tager en proaktiv indstilling. Det behøver ikke at være noget stort. Start i det små og tænk på områder, hvor det er indlysende at inddrage dine kunder, fans og andre interesserede.

  • Har virksomheden fået en anmeldelse på Yelp, Facebook eller Trustpilot? Tag den feedback op til det næste møde
  • Skal der laves et nyt produkt? Hvorfor ikke lade kunderne bestemme dets farve eller navn?
  • Eller hvad med at bruge andre Instagram brugeres billeder af jeres produkter (med deres tilladelse selvfølgelig)?

Co-creation handler egentlig bare om at bruge kunders input, så det man tilbyder dem passer bedre ind i deres liv og reflekterer deres virkelighed. Kliche eller ej, så er det jo kun fantasien, som sætter grænser.

IKEA går all-in på co-creation

I mit sidste indlæg spurgte jeg dig, hvornår du sidste havde tænkt på IKEAs nye sofaer. Men jeg tror faktisk, at chancen for, at du har tænkt på IKEA frem for deres konkurrent er lidt større.

Fordi IKEA er nemlig fantastisk gode til at gøre sig relevante i deres kunders hverdag. Det gør de ved at lytte til dem og co-create. Et eksempel på, hvordan de anvender co-creation, er næsten kvalmende så godt det er. For første gang nogensinde blev 10 tegninger lavet af børn udvalgt og forvandlet til legetøj til at blive solgt i IKEA butikker.

Ikke nok med det, så gik overskuddet til et velgørende formål. Og så brugte IKEA hele molevitten deres branding process bl.a. i denne video, som jeg tror, at en vis neuro-marketing nørd (*host host* Anita) vil kunne skrive et helt nyt blogindlæg om.

Nogen ville måske synes, at det er udspekuleret. Jeg synes, det er vildt godt tænkt. De skulle alligevel lave legetøj og i stedet for at gå den traditionelle vej, så valgte de at inddrage deres kunder(s børn) som en aktiv co-creater

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *